Detektionsgrænsen er den mindste koncentration, som en analysemetode kan skelne fra nul. Kvantificeringsgrænsen ligger lidt højere og er den mindste koncentration, der kan måles med kendt usikkerhed. Begge oplyses af laboratoriet sammen med resultatet.
Grænserne betyder noget for, hvad et resultat kan sige. “Ikke påvist” med en detektionsgrænse på 0,01 µg/l udelukker ikke, at stoffet findes i 0,005 µg/l. Og er detektionsgrænsen højere end kravværdien, kan analysen ikke bruges til at vise, at kravet er overholdt. Vandrapport viser altid detektionsgrænsen ved et “ikke påvist” og markerer de tilfælde, hvor den er for høj.
Metoderne er blevet bedre med årene. I tidsserier ses det som, at “ikke påvist” bliver lavere og lavere, uden at vandet nødvendigvis har ændret sig.